Chassagne-Montrachet

Chassagne-Montrachet er en Village-appellation og ligger i den sydlige del af Côte de Beaune. Området er verdenskendt for sine enestående hvidvine lavet på Chardonnay. Sammen med Puligny-Montrachet er denne appellation hjemsted for nogle af de mest prestigefyldte hvidvine i Bourgogne og dermed i hele verden.

Chassagne-Montrachet-vine beskrives ofte som rige og kraftfulde med aromaer af modne æbler, hvide blomster og et subtilt strejf af honning og mandel. Når de lagres, kan de have noget smøragtigt over sig. I munden er de fyldige og strukturerede med en frisk syre, der giver perfekt balance. Disse vine er ideelle til lagring, hvor de bliver mere komplekse, og deres aromaer udvikler sig yderligere.

Vinmarkerne ligger mellem 220 og 325 meter over havets overflade og har en varieret jordbund af kiselholdig kalksten, mergel og sandjord med en base af jura. Det giver vinene deres karakteristiske mineralitet og kompleksitet. I den lavere, sydlige del af Chassagne-Montrachet, mod Santenay, er jorden mere lerholdig. Det giver fyldigere og kraftigere vine, ofte med mere modenhed og krop. Især i de røde Pinot Noir-vine fra denne zone. Variationen i jordbundstyper inden for denne relativt lille appellation bidrager til den varierede smagsprofil i Chassagne-Montrachet-vine.

Appellationen har også rødvine – lavet på Pinot Noir – som står i skyggen af hvidvinene, men som absolut er værd at udforske. Appellationen har eksisteret siden 1937 og dækker lidt over 300 hektar, hvoraf over 200 bruges til Chardonnay. Der er dusinvis af climats, der er klassificeret som Premier Cru.

Newsletter

Subscribe to our newsletter


Indkøbskurv